Hvorfor skal det være så kedeligt at dø?
Når jeg dør, skal jeg brændes på kajen ved Københavns havn – måske på trapperne ved Den Sorte Diamant. Jeg skal rulles ind i hvide bomuldsklæder som en mumie på vej til fest. Jeg skal ligge på et bål af gyldent mahogni og klædes af – af varme bløde flammer – og lotus blomster i smukke farver skal dale ned fra himlen. Med et elegant los skal jeg kyles i kanalen og drive med strømmen venstre om Amager, vugge mellem kajakroere og blinkende hornfisk. Jeg skal skydes voldsomt ud gennem slusens brusende skød – og forsvinde i Øresunds mørkegrønne dyb.
NEJ!
Æstetisk ikke det smukkeste af Amager – dog er døden altid lidt smuk. Krimsvej er ikke død, Krimsvej er blevet voksen…
Her er historien samlet – oppe i loftet – fra enden til anden er fragmenter fra amager. Men dem der fortæller mest er stamkunderne.
Man får det næsten dårlig af dette billede – men kapitalen rykker ind, og Nokken forsvinder, naturen forsvinder og diversiteten forsvinder – forbliver dette et kreativt fristed – vi ved nok godt, hvem der vinder.
Morten Pape er også et stykke Amager, og han har skrevet en bog om Urbanplanen. Jeg har selv rendt rundt i Urbanplanen og lavet ballade – så glæder mig til at læse bogen. (der kommer en anmeldelse snart)
